Kommunen går efter at få lov at anlægge et omløbsstryg ved Kongsvad Mølleå og trimme rørskoven op mod Glenstrup Sø, fremgik det på borgermøde.
”Hva’ forstand har du på det her”?
Lød det prompte fra salen - endnu inden biolog Dennis Søndergaard Thomsen fra konsulentfirmaet Rambøll nåede at fuldende sin første sætning på ”ålekiste-borgermødet” i Vester Tørslev Forsamlingshus.
To og en halv time senere kunne et par snese lodsejere og andre med interesse for Glenstrup sø forlade mødet med fornemmelsen af, at Mariagerfjord Kommune går efter at etablere et 10 meter bredt omløbsstryg uden om ålekisten.